Tankens kraft er helt utrolig! Og hvis du ikke har prøvet at dyrke tankens magi, så kan jeg virkelig anbefale det. Men det er en svær størrelse, da man er vant til at se resultater visuelt med de ting man foretager sig. F.eks, et vægttab kan ses på vægten og på at bukserne bliver for store, du kan se på dit løbeur hvor mange kilometer du har løbet, hvor sund den mad er du lægger på tallerknen er osv. Men tankerne? Hvordan kan man se resultater der, og i så fald, hvornår er man i mål? Svært at sige, det er kun dig selv der kan stille dig tilfreds, og dig selv der kan mærke dig selv inderst inde.

Kender du de mennekser der altid er glade når de møder på arbejde, eller i skolen, med et stort smil og er klar til at gribe dagen med et smil med alt hvad det indebærer? Er det ikke inspirerende, og smittende? Jeg synes hvertfald at det er fantastisk at være i selvskab med sådanne personer. Jeg prøver virkelig at observere hvordan de takler forskellige situationer, hvordan de ikke så nemt lader sig påvirke og ødelægger deres humør af forskellige ting der møder deres dag. Husk man må stjæle med arme og ben, altså, stjæle redskaber og “ideer” til hvordan man takler de forskellige situationer. Nogle vil nok mene at jeg er en lidt temperamentsfuld person (bevares..) og kan derfor lære meget af disse mennesker. Det vigtigste er at du er bevidst om hvordan du reagerer, og kan derfor handle og blive bedre til at takle de forskellige ting. Selvfølgelig sidder den “rigtige” reaktion ikke i skabet de første 10 gange, men for hver gang kommer man tættere på. Det er ikke en fejl at lave fejl, det er bare et skridt nærmere i den rigtige retning.

Tankens kraft

Jeg er desværre blevet en del af statistikkerne, mht. stressramte personer i dagens danmark. Og det var i denne periode jeg virkelig lærte om tankens kraft. Jeg har hørt (via lydbog) og læst utallige bøger omkring positive tanker, stresramte og mindfuldnes. Og inden du tænker at det bliver lidt for alternativt, så læs lige med her og koncentrer dig:

Forestil dig, at du står med en citron i hånden som du omlidt skal spise. Se farven for dig. Skær citronen ud i 4 både og tag den ene citronbåd op til munden. Duft til den, og sæt tænderne langsomt i den sure citronen og sug saften ud af den. 

Hvis ikke der skete noget her, så luk øjnene og forestil dig det hele en gang til.

Skete der noget? Nemlig, det fik din mund til at løbe i vand. Et fantastisk eksempel på at hjernen ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed, den sender simpelthen signaler ud til kroppen og danner mundvand, så du er klar til at spise citronen.

Jeg lærte rigtig meget ved denne øvelse, da jeg for alt i verden skulle prøve at få min krop til at slappe af. Dvs. at hvis du f.eks. er kommet hjem efter en travl arbejdsdag, og du bliver ved med at tænke arbejde; ting der skete i løbet af dagen, ting du ikke fik nået, ting kollagaen/chefen måske fik sagt lidt for hårdt, så tror hjernen ganske simpelt at du stadig er på arbejde, og i stedet for en 37 timers arbejdsuge, er du på arbejde 50-60 timer om ugen, og måske endda mere (det tror din hjerne hvertfald). Så mit bedste råd til dig, er simpelthen at tænke på noget andet, ganske simpelt. Jeg ved det er svært, men ligeså snart at tanken om eksempelvis arbejde dukker op, så tving dig selv til at tænke på noget andet. (man siger at det tager 16 sek. at fjerne en dårlig tanke ved at tænke gode ting) Det kræver øvelse, men det virker. Hvis det er noget du absolut skal huske på arbejdet i morgen, så hav en lille notesbog liggende som du kan skrive det ned i, og så fjern tanken igen. Sørg for at det er en bog du kan lukke eller andet så det ikke ligger fremme til evig påmindelse om hvad du skal i morgen. Og det sammen hvis du har tankemylder om natten, skynd dig at tænke en ny tanke, og øv dig i det.

Er dette fuldstændig umuligt for dig, så er det fordi du skal fjerne noget i dit liv. Bevæg dig fysisk væk fra det negative. Er du i et dårligt forhold? Er det din abejdsplads? Det sted du bor? Tag ansvar og find årsagen til det der dræner dig, og herefter kan du starte dit mentale arbejde.

Du er hvad du tænker

Hvis det første du tænker om morgen er, “øv, det bliver en dårlig dag, jeg gider ikke at arbejde”, så bliver det en sgu nok en dårlig dag. Hvis du siger til dig selv at du er for tyk, så vil du også føle dig alt for tyk, hvis du har fokus på din kærestes små irriterende ting, så er det også det eneste du lægger mærke til. Du tager simpelthen et valg om hvordan din dag skal være, og hvordan din indstilling er til tingenene. Det samme hvis du skal til en eksame og du siger “jeg dumper, helt klart at jeg dumper” jamen, så er sandsynligheden for at din præstation bliver dårlig ret stor.

Min mor sagde engang til mig, at jeg skulle huske at sige til mig selv i spejlet at jeg så godt ud, jeg skulle sige til mig selv at jeg nok skulle klare mig godt til eksamen. Jeg tænkte at det havde jeg da på ingen måde behov for. Dengang forstod jeg selvfølgelig ikke et ord af hvad det skulle gøre godt for. Men man bliver heldigvis klogere, og jeg gør det hele tiden nu. Hvorfor vente på at andre skal rose og give en selvtillid, når man selv kan gøre det i tide og utide. Ja, jeg ved godt det virker fjollet, men pyt da med hvad andre tænker, for det virker! Og hvis det virker for mig, så virker det også for dig. Og så lad de andre tænke om det hvad de vil. Støt dig selv, og fjern din indre kritiker.

Så begynd din dag med at tænke at det bliver en god dag, det kan godt være at du ikke mener det til at starte med, men det er her at øvelse gør mester. Hav fokus på de gode ting der vil ske, og de mennesker du skal møde i løbet af dagen (har man ikke altid en yndlingskollega? Altså mellem os to?) Start med at glæde dig til en god madpakke du har med, til kaffepausen hvor du kan sludre med de kollagaer du holder af (sludre, IKKE brokke). Hvis folk begynder at brokke sig, så vend fokuset i samtalen til noget positivt eller skift emne! Her er det vigtigt at du holder fast, det er simpelthen gift for din sjæl! Smil til buschaufføren, kram din kollage, giv et kompliment, og husk at mærke effekten af det.

Faldgrupper 

Der vil helt klart være faldgrupper i løbet af dagen. Men tag en dag af gangen, og hvis/når du falder i, så er det bare op på hesten igen. Beslut dig for at det bliver en god dag. Eller lav en lille udfordring ud af det, hvor du måske tager din kollega med, og i en uge, hvor i skal fokusere på det positive, og hjælpe hinanden. Selvfølgelig skal der være plads til også at have nej-hatten på, men det skal være konstruktivt, ellers går den ikke.

Jeg er stadig i fuld gang med at blive bedre til alt dette, for vi kan altid blive bedre. Jeg kan stadig have dage der udfordrer mig til at forblive positiv (det sker efterhånden meget meget sjældent nu!), men hvis det sker, kan jeg heldigvis bruge mine tanker, som vi jo altid har ved hånden, og fokusere på at prøve ikke at lade mig gå på af det. Det er svært i starten, men når man først har oplevet på det på egen hånd hvad gode tanker kan gøre ved en, er det simpelthen for dumt ikke at bruge disse redskaber, som du jo altid har med dig uanset hvor er er.

Tag ansvar for dit liv

Noget af det bedste nogen nogensinde har sagt til mig, var da min far talte mig til fornuft, og jeg måtte erkende at jeg skulle trække stikket, er “Du skal ikke kun være ansvarlig på arbejdet. Du skal også være ansvarlig nok til at tage ansvar for dig eget liv”. Det har jeg virkelig taget til mig. Og da jeg gik på kompromis med mit helbred for at passe mit arbejde til punkt og prikke (og gerne lidt mere), og så mig selv som ansvarsfuld pga. dette, var jeg det i sandheden overhovedet ikke! Jeg måtte lægge kortene på bordet, trække stikket, koste hvad det ville.

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, for det har givet mig muligheden for at lære endnu mere om mig selv, og på noget jeg slet ikke var klar over havde så stor betydning for ens hverdag. Jeg vil næsten vove at påstå at jeg er blevet stærkere og sundere af det. Jeg vil ihvertfald smile mere, give flere komplimenter, kysse og kramme de folk jeg holder af, sende gode tanker via sms´er, bruge tid på det der lige præcis gør mig glad, og derved også andre glade som er omkring mig.

Husk, vi skal lære hele livet, og vi er først færdig med at lære den dag vi ikke er her mere.