Har du lidt for travlt i julen? Aftaler og julefrokoster hver weekend? Ting du liiige skal nå inden juleaften? Købe julegaver? Sende julekort? Julefokoster? Planlægning af juledagene?

Vi kender det allesammen, og specielt i julen. Hele december er booket med aftaler der skal overholdes og ting der skal nåes. Men hvor mange af de ting du skal, har du overhovedet lyst til? Har du sagt ja til aftaler hvor du egentlig hellere ville være hjemme og hygge med familien eller med dig selv? Men du føler dig forpligtet til at tage med?
Så skal du lige huske en ting, og det er, at det er okay at sige nej. For hvis du fylder kalenderen helt op, hvornår skal du så lade op og få energi til resten af ugen? Du har sikkert også et job der skal passes, indkøb der skal ordnes og måske nogle børn der skal hentes og passes. Så hvis vi ikke bare tager én dag om ugen hvor vi bruger tid på det vi allerbedst kan lide, så ender det bare galt. Du bliver kort for hovedet, træt, stresset, irriteret over din hverdag og måske dit liv.

Jeg har hørt flere gange at folk har booket hele deres kalender langt frem i tiden, og det de egentlig helst vil er, at blive hjemme og slappe af og hygge sig. Når jeg så spørger om hvorfor de så gør det, siger de at det bliver de da nødt til, og man kan da ikke bare sige nej… jo da kan! Du SKAL sige nej. Du SKAL være egoistisk, for der er ikke andre der er det for dig!

Du skal også huske at de ikke ser det store perspektiv i det, de ser kun at du siger nej til deres arrangement, de ved ikke at du siger ja til dig selv istedet og til at lade op, og gøre gode ting der gør dig glad. De ved ikke hvor meget du måske har om ørene og dit behov for at fokusere på dig selv.

Jeg bruger sjældent tid på noget jeg ikke har lyst til, for det dræner mig og giver mig mindre energi. Du skal også huske at det går ud over dine nærmeste og ikke kun dig selv, hvis du ikke får ladt op. Så det er ikke kun dig selv du gør en tjeneste.
Så næste gang du får en invitation til noget, og du føler du ikke har tid, lyst eller overskud til det, så tak nej. Du behøver ikke at komme med lange forklaringer på hvorfor, bare stå ved det og sig at du gerne vil prioritere din familie eller dig selv i stedet for, det er helt okay. Det er ikke vigtigt om de forstår det eller ej, det vigtigste er at du gør det der er bedst for dig selv.
Nogle vil opfatte det som egoistisk, men det handler om dig, og ikke dem. Det handler om dit liv og ikke deres. Hvis du føler dig alt for forpligtet til en aftale, så brug et par timer på det, og ikke en hel aften. Vær konsekvent over for dig selv, og mærk efter hvad du har lyst til.
Hvis du virkelig har mange ting du SKAL nå, som julegaveindkøb osv. Så planlæg dig ud af det. Skriv det i kalenderen, ligesom du skriver de dage i kalenderen hvor du skal bruge tid på dig selv og bare blive hjemme. Og overhold det! Det er en aftale du laver med dig selv, ligesom alt andet.

Du må gerne være egoistisk, faktisk SKAL du være egoistisk!